​Pressemeddelelse                                                                                                                                                                                                                                                nyt billede

Gammelrand Beton A/S har fået sin første reference på de nyudviklede NOxOFF™ belægningssten.

Gammelrand har igennem en årrække været kendt som den førende betonvirksomhed i Danmark, når det gælder kvalitet. Der har imidlertid i en periode været et ønske om også at anvende moderne miljøløsninger, sammen med den høje kvalitet Gammelrand er kendt for.

Der har særligt været fokus på at kunne levere belægningssten med NOx nedbrydende egenskaber og belægninger med ekstra stor vandgennemtrængningsevne. Begge produkter er direkte rettet mod 2 af de store udfordringer, der er i henholdsvis byerne og i parcelhus-områderne.

Gammelrand er derfor meget stolte af, og glade for, at Tobaksbyen, en grøn bydel i Gladsaxe, har valgt Gammelrands NOxOFF™ belægningssten, som en væsentlig del af Tobaksbyens fokus på at lave miljørigtigt byggeri for beboere og brugere.

Produktionen starter ultimo maj og køres på Gammelrands nye produktionslinje, som netop er indrettet til effektiv produktion af miljørigtige løsninger.

Tobaksbyen er det første større projekt, Gammelrand skal levere NOxOFF™ belægningssten til. Men det bliver næppe det sidste, for virksomheden ser et stort potentiale i NOx reducerende løsninger. Der er kommet ekstra fokus på den lokale luftforurening siden dieselgate kom til offentlighedens kendskab i 2015. I de politiske kredse er NOxOFF teknologien også ved at blive velforankret, og sammen med EU’s Light2cat projekt, kan det forventes at NOx nedbrydende overflader, snarligt bliver den nye standard for betonsten. En udvikling Gammelrand byder hjertens velkommen.

Helen Pedersen, Salgschef hos Gammelrand siger: “Jeg mærker tydeligt, når jeg ser udviklingen for virksomheden, at der er større og større fokus på vores bidrag, til en sundere udvikling for os alle. Der bliver særligt blandt de yngre snakket rigtigt meget om miljø og nødvendigheden af at tænke ansvarligt. Hos Gammelrand har jeg givet virksomheden den udfordring, at arbejde fokuseret mod så gode miljømæssige løsninger som økonomien tillader”. Helen Pedersen fortsætter: “Pris er vigtig, især på den korte bane, men det er jo ikke det eneste der er vigtigt. Vi har derfor besluttet at tage kunderne med på råd. ”

Endvidere har Gammelrand valgt at arbejde med en høj-effektiv løsning, og dokumentationen af effekten er et af nøgleordene for Gammelrand. Det er også derfor at Gammelrands NOxOFF produkt er dokumenteret med ISO standarden 22197-1, som af mange anses som den skrappeste test.

Gammelrand er en ledende producent af betonmaterialer til både det private og offentlige marked med beliggenhed tæt på Kalundborg.

For mere information, kontakt venligst:

Helen Pedersen, Gammelrand A/S

Tel.nr.: +45 59 28 01 00

E-mailadresse: hp@gammelrand.dk